Der er en nænsomhed i den narrative terapi, som har fanget min interesse fra første gang, jeg selv lånte en bog på biblioteket. Undervejs i min uddannelse til psykoterapeut har jeg selv mærket denne nænsomhed i terapier – for selvfølgelig er terapi en del af det at uddanne sig til psykoterapeut.

Det nænsomme står frem for mig i de spørgsmål, den narrative terapeut kan stille for netop at hjælpe en anden selvforståelse frem. Det er spørgsmål som kommer fra en opmærksomhed på de dominerende fortællinger og alle de handlinger, der står i kontrast til de fortællinger, mennesket bokser allermest med omkring sig selv.

Den narrative tilgang er bl.a. optaget af, hvordan menneskers fortællinger bliver til. Når vi fortæller om os selv og lytter til de fortællinger andre har om os, bliver der formet såkaldte dominerende fortællinger. Det er fortællinger, som har karakter af “jeg er sådan en, der altid gør sådan og sådan”. En narrativ terapeut lytter efter sprækkerne i de dominerende fortællinger, dvs. efter undtagelserne i fortællingen. Hvor gjorde man fx noget andet, noget som står i kontrast til ytringerne om “jeg er …”? Det er som regel der, hvor der er åbninger for andre måder at forstå sig selv.

Noget andet, der også er væsentligt, er sammenkædningen mellem handlingsbeskrivelser og identitetsbeskrivelser. I den narrative tilgang arbejder vi med to begreber; Handlingens landskab og Meningens landskab. Den narrative terapeut Michael White hentede inspiration til disse begreber fra Jerome Bruner.

Handlingens landskab handler om alt det, vi gør. Alle de handlinger vi udfører over tid, hvor der er et blik til fortiden, nutiden og fremtiden. Meningens landskab rummer bl.a. beskrivelser af værdier, livsprincipper og identitetsbeskrivelser.

Når en narrativ terapeut arbejder med at spørge til både handlingens og meningens landskab, væves der tråde sammen med klienten mellem udførte handlinger og vigtige aspekter som værdier og principper. Det handler om at hjælpe klienten med at få øje på det, der er vigtigt for vedkommende.

Den narrative tilgang til terapi handler om at strukturere de situationer og fortællinger, som på en måde ikke er blevet føjet til den dominerende fortælling, men som kan vise sig at være vigtige elementer i de alternative fortællinger – dvs. sprækkerne eller undtagelserne. Den narrative terapeut hjælper med at få klienten i kontakt med andre historier, som kan føre nye mulige veje og forståelser med sig. Det handler ikke om at opfinde en bedre version eller lukke øjnene for det svære, som man ikke orker mere. Men i højere grad handler det om at opleve, at der også er andre steder at stille sig ift. det, man har med sig og se, at der også er mange andre ting med i erfaringsrygsækken, som kan hjælpe med nuancer og dermed på sigt andre måder at forstå sig selv på.

I den narrative terapi arbejdes også med en nysgerrighed omkring begrundelser. Fordi i vores begrundelser for vores handlinger, ytringer, måder at stå i verden på, ligger der en forståelse for os selv, vores værdier og vores principper. Det er også disse begrundelser og blikket for dem, der for mig er et element i nænsomheden og nysgerrigheden.

Et spørgsmål der kan hjælpe med at få greb om begrundelser og værdier er: “Fordi hvad?” – Måske kan du bruge det næste gang, du mærker, at noget er vigtigt?

Dette er blot nogle få tanker og der er mange flere og meget mere at sige om narrativ terapi. Tak fordi du læste med 🙂